Region Hovedstaden hæftede ikke for gallamiddag

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 10/4 - 2015

Region Hovedstaden hæftede ikke for udgifterne til en gallamiddag, som en chef i regionen foreløbigt havde reserveret fra sin arbejdsmail, hvoraf fremgik, at han var ansat i en chefstilling.

En ledende medarbejder (R) for bl.a. IT-området under Region Hovedstaden forespurgte i en e-mail en restaurant om mulighederne for at afholde en gallamiddag i forbindelse med en verdenskongres i en medicinsk forening (M), hvori R var medlem af bestyrelsen. E-mailen blev sendt fra R’s arbejdsmail med en autosignatur, hvori R’s stilling som chef i Region Hovedstaden var angivet. På baggrund af henvendelsen blev der foretaget en foreløbig reservation i R´s navn med angivelse af hans stilling i Region Hovedstaden. M antog et kongresbureau til at stå for arrangementet, og ca. et år efter henvendelsen fra R sendte restauranten en ordrebekræftelse til kongresbureauet, men stilet til R. Efter gallamiddagen sendte restauranten først faktura til R, men efter anvisning fra denne samme dag til kongresbureauet.

Inden fakturaen var blevet betalt gik kongresbureauet - og senere M - imidlertid konkurs, og restauranten rejste herefter kravet om betaling for gallamiddagen, godt 300.000 kr., over for regionen og R, i første række baseret på, at R ved sin henvendelse til restauranten om gallamiddagen havde anvendt sin autosignatur som ansat i en chefstilling under Region Hovedstaden, hvorfor restauranten var berettiget til at gå ud fra, at regionen stod bag arrangementet. Det blev i den forbindelse bl.a. gjort gældende, at R havde forpligtet regionen efter reglen om stillingsfuldmagt i aftalelovens § 10, stk. 2. Heri fik restauranten ikke medhold, og både regionen og R blev frifundet for kravet.