Afslag på omgørelse - genoptagelse af likvidation

Print

Skrevet af Erik Øvlisen d. 11/12 - 2008

Et moderselskab stiftede den 2. januar 2003 et datterselskab. Datterselskabet skulle have regnskabsår 1. juli – 30. juni, og første regnskabsår løb fra den 2. januar til den 30. juni 2003. Den 15. maj 2003 trådte datterselskabet i solvent likvidation, og afsluttende likvidationsregnskab havde status pr. 15. september 2003. Afsluttende generalforsamling blev holdt den 30. september 2003, og skattekvittance blev meddelt den 21. november 2003. Likvidationsprovenuet udgjorde 7,3 mio. kr. Likvidationsprovenuet blev beskattet hos moderselskabet, da ejertiden var mindre end 3 år. Moderselskabet investerede en betydelig del af likvidationsprovenuet i ny erhvervsaktivitet. I slutningen af 2003 blev moderselskabet opmærksom på, at likvidationsprovenuet var skattepligtigt for moderselskabet. Moderselskabet rejste erstatningssag mod selskabets revisor. Selskabets revisor forklarede under erstatningssagen, at han var klar over skattepligten, men at moderselskabets direktør havde været bange for at få midlerne i datterselskabet indefrosset, så datterselskabet skulle bare likvideres. Ved dom af 23. marts 2007 fra Vestre Landsret blev revisor frifundet for erstatningsansvar. Denne dom er anket til Højesteret. Den 25. april 2007 gav skifteretten tilladelse til genoptagelse af selskabets likvidation.

Der blev herefter søgt om omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29. Skat nåede frem til, at tilladelse til omgørelse ikke kunne gives, da de skattemæssige virkninger af likvidationen ikke havde været utilsigtede, og da selskabet ikke kunne blive skattepligtigt i perioden mellem likvidationens afslutning og skifterettens genoptagelse.

Landsskatteretten nåede frem til, at der ikke kunne gives tilladelse til omgørelse, da de skattemæssige konsekvenser ikke var utilsigtede. Landsskatteretten henviste til, at selskabets revisor var bekendt med de skattemæssige konsekvenser af at gennemføre likvidationen.

(SKM 2008.982 LSR)

Kommentar:

Når man har brugt skatterådgiver og det går galt, har man to muligheder. Der kan søges om omgørelse, således at transaktionen gennemføres uden beskatning eller til lavere beskatning. Alternativt kan der søges om erstatning hos rådgiveren. Det ”normale” er, at der først søges om omgørelse. Viser det sig at omgørelse ikke kan opnås, søges om erstatning hos rådgiver. I den refererede sag blev rækkefølgen vendt på hovedet. Ud fra det i sagen oplyste, er det dog uden betydning, at rækkefølgen blev vendt på hovedet, da det er moderselskabets egne forhold, som begrunder skattepligten.

Revisor gik efter det oplyste fri for erstatningsansvar, da moderselskabet havde besluttet, at likvidationen absolut skulle gennemføres her og nu. Dette uanset at revisor var vidende om de skattemæssige konsekvenser. Havde revisor overset de skattemæssige konsekvenser, og havde moderselskabet kunnet godtgøre, at likvidationen kunne have afventet, at aktierne i datterselskabet havde været ejet et år, ville revisor nok have været erstatningsansvarlig, men så ville vejen til omgørelse også være åben, jf. SKM 2002.122 som jeg omtaler neden for.

Herefter blev der søgt om omgørelse. En række betingelser skal være opfyldt for at få omgørelse. En af disse er, at dispositionen skal have haft væsentlige skattemæssige konsekvenser, der er utilsigtede. Væsentlighedskravet var opfyldt, da der var tale om selskabsskatten af ca. 7,3 mio. kr. Derimod haltede det med det utilsigtede. Da anmodningen om omgørelse blev bedømt, havde revisor til Vestre Landsret forklaret, at han vidste alt om, at likvidationsprovenuet ville være skattepligtigt. Og da skatteyderne hæfter for deres rådgiveres viden, således at rådgivers viden også anses for at være skatteydernes viden, var konsekvenserne ikke utilsigtede.

Resultatet af sagen er indtil videre, at når moderselskabet med åbne øjne gennemførte en likvidation med deraf skattemæssige konsekvenser, må moderselskabet acceptere konsekvenserne. Om så erstatningssagen får et andet resultat for Højesteret er ikke til at vide.

Som eksempel på en sag hvor omgørelse blev tilladt kan nævnes SKM 2002.122. Her var aktierne i 2 datterselskaber solgt inden for koncernen inden det sælgende selskab havde ejet aktierne i 3 år. Avancen var altså skattepligtig. Revisor, der var blevet konsulteret inden salgene, havde overset, at avancen var skattepligtig. I SKM 2002.122 blev resultatet, at omgørelse blev tilladt, da de skattemæssige konsekvenser – avancebeskatningen – var utilsigtet.