Ligebehandlingsloven

Print

Skrevet af FORUM ADVOKATER d. 30/9 - 2004

Højesteret har i en ny dom haft lejlighed til at tage stilling til et principielt spørgsmål om fortolkning af Ligebehandlingsloven.

Sagens nærmere omstændigheder var, at en kvindelig funktionær, der blev ansat ved en kontrakt af 18. september 1999 blev opsagt i prøvetiden og således, at ansættelsen ophørte den 1. december 1999.

På dette tidspunkt var funktionæren gravid og anlagde sag med krav om godtgørelse efter Ligebehandlingsloven.

Arbejdsgiveren afviste kravet, dels med henvisning til,

at ansættelsen var tidsbegrænset i 3 måneder,
at den ansatte ikke var opsagt men blot fritstillet, og
at hun selv havde bedt om en opsigelse.

Endelig hævdede arbejdsgiveren, at fritstillelsen ikke var begrundet i graviditeten, idet indehaveren ikke var bekendt med, at funktionæren var gravid. Arbejdsgiveren gjorde i den forbindelse gældende, at funktionæren havde bevisbyrden for, at virksomheden havde kendskab til graviditeten.

Højesteret fastslog,

at funktionæren var ansat tidsubegrænset med en
prøvetid på 3 måneder,
at hun var blevet afskediget den 1. december
1999 under sin graviditet, og
at afskedigelsen ikke var sket på funktionærens
begæring.

Om forståelsen af Ligebehandlingslovens § 16, stk. 4 udtalte Højesteret herefter:

"Såfremt en afskedigelse finder sted under en lønmodtagers graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i graviditeten, jfr. Ligebehandlingslovens § 16, stk. 4. Efter bestemmelsens ordlyd og formål – at fritage lønmodtageren for at bevise, at graviditeten har indgået i begrundelsen for afskedigelsen – må bedømmelsen af, om arbejdsgiveren har løftet sin bevisbyrde, bero på en samlet vurdering, herunder af, om arbejdsgiveren må anses for ved afskedigelsen af hende at have haft kendskab til graviditeten."
”

Højesteret fastslog herefter, at afskedigelsen var sket i strid med Ligebehandlingsloven, idet retten ikke fandt det godtgjort, at afskedigelsen ikke var begrundet i graviditeten."

Byretten var nået til samme resultat, mens Landsretten havde frifundet arbejdsgiveren.

Kommentar: Der er ingen tvivl om, at afgørelsen, set fra arbejdsgiverens side, må forekomme urimelig, hvis realiteten er, at man rent faktisk intet vidste om funktionærens graviditet.

Heroverfor står imidlertid hensynet til at hindre omgåelse af lovens formål, hvor Højesteret altså lægger vægt på, at den bevisbyrdefritagelse, som ved loven er tildelt de ansatte, ikke skal kunne gøres illusorisk ved, at sagernes tyngdepunkt forskubbes til spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsgiveren overhovedet var bekendt med graviditeten.

Henset til, at det trods alt er forholdsvis let for den ansatte at sikre sig bevis for, at arbejdsgiveren er orienteret om graviditeten (f.eks. ved, at orientering sker skriftligt), synes dommen dog at være meget
vidtgående i beskyttelsen af den ansattes interesser – mens den arbejdsgiver, der uforvarende kommer til at afskedige en medarbejder, som derefter viser sig at være gravid, er mere eller mindre retsløs.

Det kan tilføjes, at afskedigelsen i den konkrete sag kostede arbejdsgiveren en erstatning svarende til 6 måneders løn.

(Højesterets dom af 18. august 2004)