Afskedigelse af tillidsmand og sikkerhedsrepræsentant.

Print

Skrevet af FORUM ADVOKATER d. 13/12 - 2005

Afskedigelser af tillidsmand og sikkerhedsrepræsentant var berettigede og kunne ske med forkortede varsler.

Rimeligheden af en opsigelse skal som bekendt vurderes ud fra forholdene på opsigelsestidspunktet, men hvad sker der hvis begrundelsen for en opsigelse efterfølgende bortfalder…?

Stevns Motor Co. (nu Afviklingsselskabet af 5. marts 1999), der var Fordforhandler med salg af nye og brugte biler og drev dertil tilknyttet værksted, trådte den 17. december 1998 i betalingsstandsning. Under betalingsstandsningen blev der ført forhandlinger om salg af virksomheden, men da salgsbestræbelserne ikke lykkedes, opsagde virksomheden den 29. januar 1999 alle ansatte, herunder N og M, der var henholdsvis tillids- og sikkerhedsrepræsentant. N og M blev med henvisning til, at opsigelsen var begrundet i arbejdsmangel, opsagt med forkortet varsel fastsat til udløb henholdsvis den 31. maj 1999 og den 9. april 1999.
I slutningen af februar 1999 – inden N og M var fratrådt – blev virksomheden med virkning fra 1. marts 1999 overdraget til en anden Fordforhandler, og i den forbindelse fastholdt Stevns Motor Co. opsigelsen af N og M og en tredje medarbejder, mens opsigelserne af de øvrige medarbejdere blev trukket tilbage. Den 12.marts 1999 blev Stevns Motor Co. erklæret konkurs. N og M fremsatte krav om godtgørelse for uberettiget afskedigelse samt erstatning for løn i en opsigelsesperiode regnet fra den 15. marts 1999 på grundlag af det for medarbejderrepræsentanter gældende almindelige varsel. Da konkursboet afviste kravene fra N og M, anlagde de sag mod konkursboet.

Højesteret udtalte, at det er et almindeligt ansættelsesretligt princip, at rimeligheden af en afskedigelse skal vurderes ud fra forholdene på opsigelsestidspunktet. Vurderingen af, om en afskedigelse af en tillids- eller sikkerhedsrepræsentant var begrundet i tvingende årsager, herunder arbejdsmangel, jf. § 4 i Industriens Overenskomst 1998-2000, måtte ligeledes ske ud fra forholdene på opsigelsestidspunktet. Det afgørende for, om afskedigelserne af N og M var berettigede, og om de kunne ske med forkortede opsigelsesvarsler, var således, om der på tidspunktet for opsigelsen den 29. januar 1999 forelå en tvingende grund til afskedigelserne i form af arbejdsmangel. Højesteret fandt, at konkursboet havde godtgjort, at der på opsigelsestidspunktet ikke var realistisk udsigt til at få den konkurstruede virksomhed solgt, og at opsigelserne derfor var nødvendige som følge af den forventelige konkurs og den hermed forbundne arbejdsmangel. Afskedigelserne af N og M måtte derfor anses for begrundet i en tvingende årsag i form af arbejdsmangel, og afskedigelserne kunne efter overenskomstens § 4, stk. 2, dermed ske med forkortede opsigelsesvarsler.

Højesteret frifandt herefter konkursboet.

Landsretten var kommet til det modsatte resultat.

(Højesterets dom afsagt den 6. december 2004 – 360/2003)