Ingen kritik af DR for ejendomsmæglers personlige mening

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 30/8 - 2013

I DRs program ”I hus til halsen” sagde en ejendomsmægler om et hus, der ikke var blevet solgt, blandt andet at ”præsentationen … er hårdt medvirkende til, at I ikke har fået solgt jeres ejendom”. De presseetiske regler siger, at det skal være klart, hvad der er fakta, og hvad der er kommentarer. I det her tilfælde mener Pressenævnet, at seerne ikke er i tvivl om, at det er ejendomsmæglerens personlige vurdering. Derfor får DR ikke kritik af Pressenævnet.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at de vejledende regler for god presseskik blev justeret den 22. maj 2013. Da udsendelsen er offentliggjort den 16. april 2013, behandles sagen ud fra de vejledende regler for god presseskik, sådan som reglerne var udformet før den 22. maj 2013. Pressenævnet bemærker videre, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarsloven § 34. Det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om retningslinjerne i DR’s programetik er tilsidesat.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer jf. punkt A.1 og A.5.

Pressenævnet finder, at den påklagede udtalelse fremstår som Jesper Nielsens personlige vurdering af parrets situation. Der er således ikke tale om oplysninger af faktisk karakter. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af DR.
Nævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik af DR.

Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 13-70-00478.