Hvorfor testamenteskrivning er en svær kunst?

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 9/7 - 2015

Det er svært at skrive et godt testamente. Alligevel hører jeg tit fra kunder, at ”det har du vel liggende som en standard”? Og nogle køber testamente på internettet, hvor de trykker sig gennem et spørgeskema og til gengæld får en standardvare, som ikke alle forstår.

Hvorfor er det så svært at lave det rigtig gode testamente? Det er det, fordi der er så mange muligheder. Og jo flere muligheder desto større risiko for, at det går galt. Som bobestyrer i rigtig mange dødsboer ser jeg desværre bevis for denne påstand. Forum Advokater har også i samarbejde med Berlingske gennemført en undersøgelse af fejl og mangler ved testamenter og påstanden blev også bekræftet her.
http://forumorientering.dk/oversigt-over-de-ti-mest-udbredte-fejl-i-test...

Det er svært for en ikke-jurist at afgøre om et testamente er godt nok. Du kan læse testamentet, men kan du også se, hvad der mangler? Forstår du betydningen af begge dele?

Jeg har valgt at rådgive de mennesker, der tager testamenteopgaven seriøst. Jeg vil bruge min tid på interessante opgaver, hvor mine kunder gør sig umage for at få det rigtige testamente. Et godt eksempel har jeg haft for nylig. Et ægtepar oprettede testamente i 2012. De ville nu gerne ændre på det. Ønsket var at et særbarn skulle arve mindst muligt og forklaringen på det var, at ægteparret ikke havde kontakt til særbarnet. Det smertede dem begge og derfor havde de nu valgt at særbarnet arvemæssigt skulle have beskåret arven mest muligt.

Jeg lavede et udkast, som ville gøre særbarnet næsten arveløst. Det var ikke så svært, for den ene ægtefælle var klar til at give det hele til den anden ægtefælle og så ville der jo ikke være noget at arve. Det ville blive et problem i tilfælde af skilsmisse, men det regnede man for uaktuelt og var parate til at løbe risikoen.

De var tilfredse med mit udkast, men vi blev enige om at drøfte det ved et møde. Her var jeg Djævelens advokat. Jeg gav dem modspil og udfordrede for at afprøve, om løsningen nu var den rigtige. Jeg bad dem forholde sig til ”tilgivelse”. Og til ”fred i sindet”. Ville de få ro i maven ved at gøre særbarnet arveløst? Havde de overvejet hvordan særbarnet ville reagere, når testamentet kom frem? Og det endte med at særbarnet blev ligestillet med de øvrige børn og de to havde fundet glæden ved tilgivelse og gik videre med fred i sindet. Om det var rigtigt eller ej kan jeg ikke afgøre. Det gjorde de – men de var meget glade for valgmuligheden og for at jeg skubbede til dem. Og den mulighed havde de ikke fået med et billigt standardtestamente – heller ikke hvis de havde trykket det ud på nettet.

Et andet eksempel på hvad testamente kan føre til var også et ægtepar med særbørn. Den ene ægtefælle var meget velhavende, den anden ikke. Den velhavende ville sikre den anden og ville samtidig kunne dø med vished om, at der ikke blev ballade. Vi valgte at holde møde med deltagelse af alle børn og svigerbørn, hvor testamentet blev forklaret og drøftet. Et møde på samlet fire timer, hvor alle spørgsmål og overvejelser blev gennemtygget. Det lykkedes at opnå forståelse for den velhavende ægtefælles ønsker og det gav ro hos både ægtefæller og børn. Jeg tror det var gået anderledes, hvis det først var kommet frem ved den ene ægtefælles død.

Et eksempel mere: mand og hustru vil betænke henholdsvis en halvbror og en søster. De har ingen børn. I testamentet står, at hvis manden lever længst, da skal hans halvbror arve. Hvis hustruen lever længst, da skal søsteren arve. Hvis de dør samtidig, så skal søsteren og halvbroren dele arven lige. Så dør manden. 10 dage efter dør hustruen. Jeg holder møde med søsteren og halvbroren og de tror, at de begge skal arve. Jeg forklarer, at eftersom manden er død først, så er det kun søsteren, der arver. De bliver meget frustrerede, for de er begge sikre på, at det ikke har været hensigten. Jeg må desværre svare, at det kan ikke ændres. Hvis søsteren vil være venlig og forære den halve arv til halvbroren, så skal han betale indkomstskat af det. Der er næppe tvivl om, at det afdøde ægtepar - hvis de af deres advokat var blevet præsenteret for muligheden - da ville have formuleret testamentet sådan at både søster og halvbror ville arve, uanset hvem der dør først. På grund af det korte tidsrum mellem dødsfaldene virkede dette ekstra hårdt, men selvom der var gået år, havde resultatet jo været helt tilfældigt, hvilket de afdøde næppe har forstået.

Udover de nævnte eksempler kan jeg til sidst nævne, at jeg i mit arbejde opdager, at mange kommer og spørger om én løsning, men ender med en helt anden løsning. Det skyldes, at valget er truffet uden tilstrækkeligt kendeskab til mulighederne i arveloven og andre love på det familieretlige område.

Jeg krummer derfor tæer, når jeg hører, at ”det med testamenter er noget standardagtigt, der trykkes ud af en maskine”. Nej. Det er håndarbejde, hvor erfaring og empati parres med rigtig anvendelse af de juridiske muligheder.

Læs artiklen: De ti mest udbredte fejl i testamenter
http://www.allanohms.dk/2015/07/de-ti-mest-udbredte-fejl-i-testamenter/