Eksisterende lidelsers betydning for erhvervsevnetab

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 7/2 - 2011

Eksisterende lidelse, der ikke havde nedsat erhvervsevnen forud for en ulykke, blev tillagt betydning ved fastsættelse af det samlede erhvervsevnetab i nedadgående retning.

Sagen omstændigheder:

En selvstændig blikkenslagermester, der led af en særlig aggressiv form for leddegigt i blandt andet ryggen, kom i 1998 ud for en ulykke i forbindelse med arbejde på en mindre byggeplads, hvor han faldt ned fra et bukkestillads, der ikke var samlet korrekt.

På tidspunktet for ulykken havde skadelidte fungeret som selvstændig i 18 år med leddegigten, og han havde i den forbindelse modtaget en invaliditetsydelse, der blev ydet, fordi han på grund af leddegigten var i stand til at udføre arbejde som selvstændig blikkenslagermester i det omfang, som han faktisk gjorde.

Skadelidte havde siden 1995 årligt overdraget 20 % af virksomheden til en ansat, hvilken overdragelse skulle fortsætte indtil år 2000, hvor skadelidte efterfølgende skulle ansættes hos virksomheden som almindelig lønmodtager.

Som følge af ulykken blev han i 2000 tilkendt højeste førtidspension, hvor invaliditetsydelsen samtidig bortfaldt, idet han ikke længere var i stand til at arbejde.

Sagen blev forelagt Arbejdsskadestyrelsen, der i første omgang vurderede erhvervsevnetabet til 35 %. Skadelidte anlagde sag mod skadevolder – hovedentreprenøren – med påstand om betaling for et erhvervsevnetab på 100 % samt erstatning for invaliditetsydelsen.

Landsretten fandt, at der var et ansvar hos hovedentreprenøren, fordi bukkestilladset ikke var blevet samlet korrekt. Landsretten mente dog ikke, at Arbejdsskadestyrelsens vurdering på 35 % var korrekt, henset til at skadelidte reelt ingen arbejdsevne havde efter ulykken. På det grundlag fastsatte Landsretten skønsmæssigt erhvervsevnetabet til 65 %. At der ikke blev givet fuldt ud medhold skyldtes, at der skulle ske et fradrag for de gener, som leddegigten måtte antages at ville få skadelidtes erhvervsevne uden ulykken.

For Højesteret var det alene et spørgsmål om at vurdere, om erhvervsevnetabet skulle fastsættes til mere end 65 %. I perioden mellem landsretssagen og højesteretssagen havde Arbejdsskadestyrelsen ændret sin vurdering til netop 65 %.

Højesteret fandt, at det måtte lægges til grund, at skadelidte på grund af leddegigten ikke ville have kunnet klare en normal ansættelse i virksomheden, og derfor skulle der ske fradrag i erhvervsevnetabet som følge af leddegigten.

Højesterets dom af 15. november 2010, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen år 2011 side 481.

Kommentar:

Sagen viser, at en eksisterende lidelse – selv om lidelsen ikke konkret har været en arbejdshindring forud for ulykken – bliver medinddraget i vurderingen af det samlede erhvervsevnetab i højere grad, end det måske umiddelbart bør være tilfældet.

Erhvervsevnetab og opgørelsen heraf er i princippet en ren økonomisk vurdering, hvor skadelidtes indtægtsforhold før og efter skaden holdes op mod hinanden. Differencen omregnes derefter til en procentsats, der udgør erhvervsevnetabet. Herefter kan størrelsen af godtgørelsen beregnes på baggrund af skadelidtes årsløn i året forud for skadesdatoen.

En anden godtgørelsestype, der kan komme til udbetaling ved personskade, er godtgørelse for varigt mén. Modsat erhvervsevnetab vurderes dette som de fysiske og/eller psykiske gener, som skaden har forårsaget. Til at foretage denne vurdering er det nødvendigt at få skadelidte undersøgt af en speciallæge, der herefter kommer med en udtalelse. På baggrund af udtalelsen fastsættes der herefter en procent ud fra Arbejdsskadestyrelsens såkaldte méntabel. Denne godtgørelse er – modsat erhvervsevnetabet – uafhængig af skadelidtes indkomstforhold.

Fælles for begge godtgørelsestyper er, at skadevolder kun kan blive ansvarlig for forhold, der skyldes skaden. Forudbestående lidelser skal på den baggrund trækkes fra eller i hvert fald indgå i vurderingen. Det må dog som minimum kræves, at ledelsen har haft indflydelse på skadelidtes erhvervsforhold, for at den kan have indflydelse på erhvervsevnetabet. Højesteret går dog i afgørelsen videre og siger, at også lidelser, der efter erfaringen vil få indflydelse, også skal indgå i vurderingen.

Afgørelsen kan dog næppe tages til indtægt for, at enhver lidelse, der måske/måske ikke på et tidspunkt kan få indflydelse på erhvervsevnen, skal inddrages med nedslag i erstatningen til følge.

Højesterets vurdering har formentlig været styret af, at skadelidte var i færd med at afhænde sin virksomhed for derefter at blive ansat på almindelige vilkår i virksomheden. Forskellen på at være selvstændig og at være ansat – og de muligheder der er for selv at tilrettelægge arbejdsdagen og indlægge fornødne pauser – har formentlig været bærende for Højesterets vurdering.