Det er strafbart at dele nøgenbilleder

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 11/4 - 2016

I artiklen sættes fokus på, at loven gør det strafbart at krænke privatlivets fred. Udover straf, giver loven også mulighed for at idømme krænkere pligt til at betale store erstatningsbeløb. Artiklen giver referat af nogle af de domme, der er med til at beskrive, hvordan reglerne skal forstås.

Vi har i øjeblikket en debat om deling af meget private billeder og videoer. Medierne beretter om at der på gymnasier og skoler deles intime billeder og det beskrives hvordan der skrides ind eller ikke skrides ind.

Det er værd at bide mærke i, at vores lovgivning tager højde for dette. Alt er ikke tilladt. Der er grænser for hvor langt retten til at ytre sig går. Overfor retten til at ytre sig, til at dele billeder og sige, hvad du lige har lyst til skal holdes op mod hensynet til det enkelte menneske.

I straffelovens § 264 d har vi denne regel: ”Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person”.

Hvis en person lader sig fotografere eller filme, så ligger der heri ikke nogen indbygget accept af at billeder eller film deles med andre. Hvis ønsket er at dele, så må fotografen gøre sig den ulejlighed at få en tilladelse til det. En tilladelse, der klart viser, hvad der er givet lov til. Og når sådan tilladelse ikke foreligger, så er det ganske klart, at vi taler om noget, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.

Straffelovens bestemmelse handler om videregivelse”. Det at fremvise et billede for andre, betragtes ikke som videregivelse”, men deles der på sociale medier, så vil det være omfattet og dermed strafbart, når tilladelse ikke er givet.

I en dom fra 2010 afgjorde Højesteret, at en studievært ved en tv-kanal var berettiget til en godtgørelse på 75.000 kr. fordi Se & Hør i 2006 havde vist billeder af studieværten, der topløs og i gravid tilstand badede på en offentlig, men næsten mennesketom strand. Derimod var det ikke strafbart. Hvorfor ikke det?

Forklaringen på det er, at billederne angik en ordinær, dagligdags situation ved stranden om sommeren, og de er ikke optaget og bragt som led i en mere systematisk overvågning af studieværtens privatliv. Højesteret fandt, at der - uanset at situationen for så vidt må anses for at henhøre under hendes privatliv - ved offentliggørelsen af billederne og den ledsagende tekst ikke afsløres noget om hendes private forhold i § 264 d's forstand og derfor ikke er strafbar.

Men kunne det så være strafbart i medfør af § 264 d, andet led – som noget, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden? Nej, mente Højesteret og det begrundes på denne måde:

”Det fremgår af forarbejderne til § 264 d, at den bygger på det hovedsynspunkt, at en person, der befinder sig uden for det hjemlige område, må være forberedt på at kunne blive fotograferet, og at optagelsen kan blive brugt af pressen, uden at der bør være plads for nogen diskussion af, hvorvidt offentligheden havde nogen berettiget interesse i at se optagelsen. Kun i særlige tilfælde er der givet et strafferetligt værn. Dette gælder i tilfælde, hvor den private, uden selv at have haft nogen direkte indflydelse på det, er bragt i en ekstraordinær situation - således som det f.eks. vil være tilfældet med et offer for en trafikulykke. Har den pågældende derimod selv bragt sig i den ekstraordinære situation, bør der, selv om vedkommende ikke har tænkt på muligheden af fotografering, i almindelighed ikke blive tale om straf efter § 264 d, 2. led. Som et eksempel herpå nævnes i betænkningen et tilfælde, hvor en person, der dyrkede nøgenbadning på en øde strand, uden at vide det var blevet fotograferet med teleobjektiv, og billedet derefter er offentliggjort på en sådan måde, at identiteten fremgik.
På den baggrund tiltræder Højesteret, at offentliggørelsen af billederne med [studieværten] topløs på stranden heller ikke er strafbar efter § 264 d, 2. led.

Redaktøren blev altså ikke straffet, men studieværten modtog en godtgørelse.

Deling af billeder optaget under private forhold og om intime situationer, kan ikke sammenlignes med at bade topløs på en offentlig strand.

I en lidt ældre dom blev en redaktør idømt hæftestraf for overtrædelse af § 264 d. En ung pige var fundet myrdet og kort efter bragte et dagblad et fotografi af hende, siddende nøgen i en seng. Fotografiet var nogle dage forud for drabet blevet taget af en af hendes bekendte og efter hendes død af ham overladt til dagbladet mod betaling af 100 kr. Det kunne ikke antages, at hun havde ladet sig fotografere med henblik på offentliggørelse, og det fandtes åbenbart, at offentliggørelse af et billede som det pågældende måtte kræve hendes samtykke. Den ansvarshavende redaktør idømt hæfte i 14 dage efter § 264 d.

I 2011 blev en 35-årig mand fra Aalborg idømt 20 dages fængsel for at lægge pornografiske videooptagelser af sig selv og hans 31-årige ekskone på pornositet xhamster.com. I 1998 fik en mand 20 dages ubetinget hæftestraf for at have lagt syv billeder af sin ekskone på sin hjemmeside. Manden offentliggjorde de private billeder, fordi hans ekskone havde nægtet hans forældre at se parrets børn i juleferien. To unge mænd på 17 år blev i 2014 ved Retten i Nykøbing Falster blevet idømt fængselsstraffe på henholdsvis 14 dage og 30 dage for uberettiget at have udbredt nøgenbilleder af unge kvinder. De to 17-årige samlede billederne, der var optaget både med og uden de unge kvinders viden, i en samlet elektronisk pdf-fil, der blev kaldt for ”Bitch Bible”. Den blev gjort tilgængelig for en større kreds, og billedsamlingen bredte sig herefter nærmest eksplosivt hovedsageligt på ungdomsuddannelsesinstitutioner. De unge kvinder havde selv i et vist omfang sendt billederne til unge mænd i rent private sammenhænge via sociale medier, blandt andet mediet Snapchat, hvorfra de var blevet gemt med app’en Snapsave. Mange unge tror fejlagtigt, at når de først har modtaget et foto, så kan de offentliggøre det uden strafferetlige konsekvenser. Men sådan fungerer det ikke. Det er uberettiget videresendelse af fotos og i visse tilfælde blufærdighedskrænkelse.

Personer under 18 år

Efter straffelovens § 235, stk. 1, straffes den, som udbreder utugtige fotografier eller film, andre visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år.

Efter straffelovens § 235, stk. 2, straffes den, som besidder eller mod vederlag eller gennem internettet eller et lignende system til spredning af information gør sig bekendt med utugtige fotografier eller film, andre visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, med bøde eller fængsel indtil 1 år. Dette gælder dog ifølge § 235, stk. 3, ikke besiddelse af utugtige billeder af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende har givet sit samtykke til besiddelsen.

Ved ”utugtige” fotografier, film eller lignende forstås billedoptagelser, hvor personen under 18 år har samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, hvor der i forhold til personen under 18 år anvendes genstande på en måde, der svarer til samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, eller hvor personen under 18 år anvendes som model for fotografering af kønsdele eller seksuelt prægede berøringer. Lydoptagelser falder uden for bestemmelsen. Tegninger falder også uden for bestemmelsen.

Der er i retspraksis eksempler på, at der ved vurderingen af, om en sammenhængende serie af fotografier er ”utugtige”, anlægges en helhedsvurdering, hvorefter billedserien i sin helhed anses som ”utugtig”, selv om kun et mindre antal af de enkelte fotografier i serien isoleret set er ”utugtige”.

Henvisningen til ”personer under 18 år” skal ifølge forarbejderne forstås på den måde, at dette element i gerningsindholdet er opfyldt, hvis den pågældende fremtræder som yngre end 18 år, medmindre gerningsmanden beviser, at den pågældende faktisk var fyldt 18 år.

Den strafbare handling efter § 235, stk. 1, er at udbrede det nævnte materiale. Udbredelse omfatter i hvert fald videregivelse af materialet, herunder i en snæver kreds, og det er uden betydning, om der ydes betaling eller ej. Det kan diskuteres, om den blotte forevisning af materialet f.eks. for nogle få venner skal anses for udbredelse. Det må antages, at allerede tilgængeliggørelse i et fildelingsnetværk skal anses som udbredelse i bestemmelsens forstand, uanset om og i givet fald i hvilket omfang materialet er blevet hentet af andre. Et samtykke til udbredelse eller besiddelse fra de personer, billedoptagelserne vedrører, er som udgangspunkt uden betydning for strafansvaret. Det følger dog af § 235, stk. 3, at besiddelse (men ikke udbredelse) af ”utugtige billeder” af en person over 15 år med den pågældendes samtykke er lovlig. Henvisningen til ”billeder” indebærer ifølge forarbejderne, at alene fotografier og lignende lovligt kan besiddes med samtykke, mens der ikke kan gives diskulperende samtykke til besiddelse af film og lignende

Konklusion

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er frihed på alle hylder til at dele billeder og videoer. Det kan være forbundet med både straf og erstatning at gøre det. Det tænker unge mennesker ikke nødvendigvis på. Måske ved de det slet ikke og derfor bør både forældre og uddannelsesinstitutioner gøre opmærksom på at vi i dette land har regler, der straffer dem, der krænker andres privatliv. Denne vidensdeling kunne med fordel udbredes til også at omfatte moral og etik. Selv hvis noget ikke er strafbart, kan det godt være forkert at gøre det.