DØDSGAVER OG DØDSLEJEGAVER KAN MÅSKE OMSTØDES

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 7/10 - 2013

Dødsgaver minder på mange punkter om testamentariske dispositioner, og arveloven bestemmer da også, at lovens regler om testamenter finder tilsvarende anvendelse på dødsgaver. Det betyder, at gaveløftet vil kunne erklæres ugyldigt, hvis formkravene til testamenter ikke er opfyldt.

En nyere dom viser lidt om reglen: En 93-årig gårdejer forærede i maj til hvert af sine tre børnebørn en gave ved gavebrev på en million kroner i form af udlæg i hans gård. Gavebrevene blev herefter lagt i gårdejerens skrivebordsskuffe. Han døde i august. Der var i mellemtiden ikke sket noget, som tydede på, at han var i gang med at sikre børnebørnenes ret til gaven. Retten fandt derfor, at gårdejeren ikke havde ”undergivet sig en sådan begrænsning i adgangen til at råde over gården”, at gaverne kunne anses for opfyldt. Retten mente ikke, det var bevist, at gaverne var bestemt til opfyldelse i levende live, og da gaverne ikke var givet i testamentsform, jf. AL § 70 (den ny arvelovs § 93, AO), kunne gavebrevene ikke gøres gældende i gårdejerens dødsbo – børnebørnene fik derfor ikke en krone.

Reglerne findes i den ny arvelovs § 93. Retspraksis efter den gamle arvelovs næsten identiske § 70 om afgrænsningen mellem dødsgaver og livsgaver skal fortsat være vejledende.

Arvelovens § 93: Reglerne om testamente finder tilsvarende anvendelse på 1) gaver, der gives i giverens levende live, men som er bestemt til at opfyldes efter giverens død, og 2) gaver, der er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden må anses for nært forestående, og giveren var klar over dette.

Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, gælder ikke for sædvanlige gaver.

Stk. 1 handler om de såkaldte dødsgaver (nr. 1) og gaver, der gives på et tidspunkt, hvor giverens død må anses for nært forestående (nr. 2), og fastlægger de nærmere formkrav og kompetencekrav for ydelse af gaver af denne karakter.

Stk. 1, nr. 1, svarer med sproglige ændringer til den tidligere arvelovs 70. Med henblik på at understrege, at en dødsgave er en ren dødsdisposition, og ikke indeholder et aftaleelement foreslås det, at udtrykket ”gaveløfte”, der anvendes i den gældende arvelovs § 70, erstattes af udtrykket ”gave”.

Stk. 1, nr. 2, indebærer en begrænset udvidelse af dødslejebegrebet i den gamle arvelovs § 70, idet reglerne om testamenter efter forslaget skal anvendes på gaver, der er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden måtte anses for nært forestående, og giveren var klar over dette. Bestemmelsen medfører, at det må afgøres ved en konkret bevisbedømmelse, om døden måtte anses for nært forestående, og om giveren var klar over dette. Giverens forestilling herom bør sammenholdes med de foreliggende oplysninger om omstændighederne i forbindelse med sygdommens karakter og forløb. Det må i øvrigt overlades til retspraksis at fastlægge det nærmere indhold af kravet om, at giveren skal forudse sin død som nært forestående.

Det afhænger ligeledes af en konkret vurdering, om gaven reelt er udtryk for en gave fra dødsboet, eller om giveren snarere realiserede en allerede eksisterende plan om at yde en livsgave. I vurderingen indgår en bedømmelse af givers og modtagers forhold og også af arvingernes forhold, hvis de tidligere har modtaget tilsvarende gaver. Endvidere vil gavens art og værdi naturligvis spille en rolle.

En gave, der gives på et tidspunkt, hvor giveren urigtigt anså sin død for nært forestående, men uden iagttagelse af testamentsreglerne, kan formentlig kræves tilbageleveret efter læren om urigtige forudsætninger. Hvis giveren ikke kræver gaven tilbageleveret, er der tale om en livsgave.

Det forhold, at en gave omfattes af stk. 1, nr. 1 eller 2, indebærer, at testamentsreglerne skal være iagttaget. Dette gælder bl.a. reglerne om testamentsformerne og reglerne om testationskompetencen, herunder navnlig respekten af tvangsarvereglerne. Henvisningen til testamentsreglerne omfatter også bestemmelserne om, at testamenter frit kan tilbagekaldes, medmindre der er afgivet uigenkaldelighedserklæring, jf. lovforslagets § 68. Dødsgaver vil som andre dødsdispositioner kunne være ugyldige på grund af eksempelvis tvang, svig, udnyttelse eller urigtige forudsætninger, og en gave vil kunne tilsidesættes på grund af bristende forudsætninger.

I stk. 2 foreslås det, at sædvanlige gaver ikke skal være omfattet af stk. 1, nr. 2. Ved sædvanlige gaver tænkes navnlig på fødselsdagsgaver, bryllupsgaver, konfirmationsgaver og andre gaver, som gives i anledning af en bestemt begivenhed. Også gaver, der ydes uden nogen bestemt ydre anledning, kan være omfattet af bestemmelsen. Det forhold, at en gave er omfattet af reglen om afgiftsfritagelse i boafgiftsloven medfører ikke i sig selv, at gaven kan anses for en sædvanlig gave, og at der ikke stilles krav om iagttagelse af testamentsreglerne. Der stilles efter bestemmelsen ingen nærmere krav til gavens art, og penge kan således også anses for en sædvanlig gave.

Ved bedømmelsen af, om der er tale om en sædvanlig gave, må der bl.a. ses på giverens indkomst- og formueforhold på gavetidspunktet, samt på, hvad der tidligere er givet som gave, og om værdien står i misforhold til giverens kår. F.eks. vil det forhold, at en døende person betænker sit barnebarn med en konfirmationsgave på 10.000 kr, ikke kræve, at der oprettes testamente, hvis også øvrige børnebørn eller andre slægtninge er blevet betænkt med en lignende gave.

Praksis efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 30 om sædvanlige gaver mellem ægtefæller, og konkurslovens § 64, stk. 3, om lejlighedsgaver, der er undtaget fra omstødelse i konkurs, vil i øvrigt være vejledende ved den nærmere fastlæggelse af, hvad der kan anses for sædvanlige gaver.

Ansvarlig for denne artikel er advokat (H) Allan Ohms – du kan kontakte mig på ao@forumadvokater.dk eller +45 4638 03 21.