”Førstehjælp” til delebørnsfamilier

Print

Skrevet af Helene Treschow d. 14/3 - 2019

Som familieadvokat står jeg tit på 1. række, når der opstår udfordringer i delebørnsfamilier. Jeg ser ofte, at udfordringerne hurtigt kan blive til en stor, ofte unødig konflikt. En konflikt der begynder at fylde mere i hverdagen, end hvad godt er – for både delebørnene og deres forældre. For man skal huske på, at når noget er blevet alvor for de voksne, så er det også blevet alvor for børnene. Nogle uenigheder var muligvis aldrig blevet til så stor alvor, hvis forældrene kendte svaret.

Egentlig burde alle delebørnsfamilier som led i et samlivsbrud få udleveret en ”kørevejledning”. En kørevejledning der kan give svar på en masse af de spørgsmål, de vil støde på i dagligdagen som delebørnsfamilie. Her kommer et uddrag fra det virkelige liv. Måske det kan hjælpe lidt på vej til det gode samarbejde.

”Må min 5-årige søns far klippe vores søn under samvær”?

Mor og far har fælles forældremyndighed. Sønnen bor hos mor. Sønnen var sendt på samvær hos far. Da sønnen kom hjem efter samvær, havde far klippet ham meget korthåret. Må far det uden samtykke fra mor? Ja. Klipning må høre under dagligdags beslutninger, som kan træffes af den, som barnet opholder sig hos. Faderen har derfor ikke gjort noget juridisk forkert ved at klippe sønnen.

”Skal far godkende, at jeg tager på ferie i udlandet med vores barn”?

Mor og far har fælles forældremyndighed, og barnet bor hos mor. Far skal ikke godkende, at mor tager barnet med på ferie i udlandet.

”Kan jeg bestemme, at vores datter skal henvises til børnepsykolog”?

Der er fælles forældremyndighed, og datteren bor hos mor. Mor ønsker, at datteren skal henvises til udredning hos børnepsykolog. Far er ikke enig. Mor kan som bopælsforælder træffe beslutning om videre henvisning til børnepsykolog – uden fars samtykke.

”Skal vi være enige i valg af børnehave og skole”?

Der er fælles forældremyndighed, og barnet har bopæl hos mor. Mor kan som bopælsforælder selv vælge daginstitution (dagpleje, vuggestue, børnehave) til barnet. Faderen skal være enig i valget af skoleretning, f.eks. om det skal være en privat skole eller en kommunal skole, men ikke i valget af den konkrete skole.

”Kan mor melde vores dreng ud af børnehave og i skole, når far ikke ønsker dette”?

Mor og far er uenige omkring, hvorvidt deres 5-årige skal starte i skole eller ej. De har fælles forældremyndighed, og barnet har bopæl hos mor. Mor kan selv melde barnet ind i den kommunale skole og melde barnet ud af børnehaven, uden fars samtykke.

Til sidst vil jeg sige – ”Vælg jeres kampe med omhu”. Jeg ved, at det kan være lettere sagt end gjort, så har du brug for guidance, er du hjertelig velkommen til at kontakte mig. Jeg hjælper ofte delebørnsforældre med at navigere igennem alle mulige slags spørgsmål. Det er vigtigt for mig at give ekstra råd med på vejen, inden skaden sker.

Som familieadvokat igennem mere end 10 år (og mor til tre), har jeg stor ekspertise i spørgsmål omkring børn, herunder i forhold til forældremyndighed, bopæl, samvær og bidrag. Min e-mailadresse er htr@forumadvokater.dk, og mit direkte tlf.nr. er 46 38 03 89.